I slutningen af 50´erne, hvor Frichs lyntogene rundede 20 år, begyndte klagerne over de "gamle" lyntog at tiltage,

og i 1961 indkaldte Generaldirektør P. E. N. Skov til pressemøde hvor han fortalte, at DSB havde bestilt 5 nye lyntog i Tyskland.

 Ordren var gået til Machinenfabrik Augsburg-Nürnberg (MAN) og det nye lyntog blev baseret på den tyske type VT 11.5,

der allerede var i drift i Mellemeuropa med stor succes. Siddevognene skulle bygges af Linke-Hoffmann-Busch og restaurantvognene af Wegmann & Co.
 

For at toget kunne benyttes i Danmark, måtte der udføres en hel del ændringer i forhold til den tyske version;

grundet Storebæltsfærgernes længde blev toget udformet som to halvtog, der kunne deles på midten. Dette var samtidig praktisk i Jylland,

hvor toget kunne deles i f. eks. Kolding og første del fortsatte til Esbjerg/Struer mens anden del kørte til Sønderborg.

Et normalt ottevognstog havde følgende oprangering: MA-AM-BR-BS + BS-BM-AM-MA.

Restaurantvognen BR blev i midten af 70erne ombygget til kioskvogn BMk. Vægten af et 4-vogns tog var omkring 135 tons.
Motorvognen MA var bortset fra lygtearrangementet identisk med den tyske version. Motoren var en 12-cyl. dieselmotor med kompressor fra Maybach på 1.100 hk,

der via et hydraulisk Voigtgear trak på den forreste bogie. Derudover var motorvognen udstyret med en hjælpedieselmotor på 300 hk, der bla. trak køleanlægget

samt - via en generator - leverede strøm til toget. Udover motorer var vognen udstyret med rejsegodsrum, tjenestekupe og toilet.
 

Alle mellemvogne var selvbærende og bygget i aluminium. Styrevognen BS var udstyret med et højtsiddende førerrum således at der kunne etableres gennemgang når to halvtog kørte sammenkoblet.
Hele toget blev koblet sammen med centralkoblinger af Scharffenberg-typen, der også koblede alle el- og trykluftledninger sammen.

Dette skulle med tiden vise sig at give store problemer, når is og sne gjorde en sammenkobling umulig.
De to første 8-vogns tog blev sat i drift i 1963 som Limfjorden og Nordjyden. I takt med leveringen af yderligere togsæt blev de indsat i de gamle MS/MB lyntogs ture,

ligesom nye løb blev etableret f. eks. Kongeåen til Sønderborg/Esbjerg-Struer fra 1966.
Den 10. august 1967 kolliderede to MA-lyntog midtvejs mellem Odense og Marslev, hvorved 11 personer blev dræbt og over 80 kvæstet.

Lyntoget Sydvestjyden (MA 464-AM 501-BR 533-BS 481 + BS 485-BM 523-AM 503-MA 469) havde fået maskinskade, og på grund af en misforståelse mellem FC

og lokoføreren på det efterfølgende lyntog Nordjyden (MA 465-AM 507-BR 530-BS 489 + BS 483-BM 522-AM 504-MA 460), kørte Nordjyden op bag i Sydvestjyden

med ca. 80 km/t. Genopbygningen af de ødelagte vogne strakte sig over et år, og der måtte bla. leveres nye vognkasser til MA 465, AM 503, AM 507 og BR 530.
Fra december 1983 til juni 1984 blev alle togsæt "opfrisket" ved bla. at blive malet sølvfarvet, og fik i folkemunde hurtigt øgenavne som f. eks.

 Sølvpilen og Staniolekspressen.
 

I 1989 begyndte leveringen af de nye IC3-tog og den 15. februar 1990 blev samtlige lyntog taget ud af drift, hvorpå alle motorvogne blev hensat på

Centralværkstedet i København mens mellemvogne blev sendt til Rødby. Man søgte forgæves efter en køber, men endte med at forære

 alle togsæt (på nær et, der gik til Jernbanemuseet) til privatbanen Lubuska Kolej Region